UEFA anerkender: Nye europamestre 49 år på bagkant
Nationen er nu sidestillet med Danmark.

Om lidt over ni måneder kan de fejre 50 års jubilæum.
Det var nemlig den 20. juni 1976 at Tjekkoslovakiet løb med nationens største fodboldtriumf, da den østeuropæiske nation slog Vesttyskland i EM-finalen i Beograd.
Efterfølgende huskes selve finalen nok bedst for den straffesparksscoring, Antonín Panenka afgjorde straffesparkskonkurrencen med og efterfølgende er blevet verdenskendt for.
Små 50 år efter, er der kommet et nyt efterspil.
Ganske som fløjlsrevolutionen i 1989, hvor Tjekkoslovakiet blev opdelt i nationerne Tjekkiet og Slovakiet i 1993, er det hele dog foregået uden den store dramatik.
Fredag er det dog kommet frem på UEFA's hjemmeside, at forbundet nu anerkender både Tjekkiet og Slovakiet som vindere af EM-slutrunden i 1976.
Tidligere har Tjekkoslovakiet, trods sin manglende eksistens i dag, stået som vinder, men det er ikke længere tilfældet, og dermed lægger Tjekkiet og Slovakiet sig ind blandt nationer som Holland, Rusland, Grækenland, Portugal og selvfølgelig Danmark, der alle har ét EM-triumf til sit navn.

Dertil kommer naturligvis to til Frankrig, to til Italien, tre til Tyskland og fire til Spanien.
I lidt samme boldgade står Rusland altså også noteret som vindere af EM-slutrunden i 1960, selvom det reelt set var Sovjetunionen, der slog Jugoslavien efter forlænget spilletid.
Også Tysklands tre triumfer kan diskuteres, for både 3-0-finalesejren over Sovjet i 1972 og 1-2-sejren over Belgien i finalen i 1980 blev vundet af det hedengangne Vesttyskland, mens det var et samlet Tyskland, der i 1996 slog Tjekkiet i finalen i England efter Oliver Bierhoffs Golden Goal-mål i den forlængede spilletid.













