Helenius: Fremad-kampen er vi sgu videre fra Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Helenius: Fremad-kampen er vi sgu videre fra

5-1 nederlaget i Aarhus er fodbold, når det er værst, men det er AaB videre fra, lyder det fra Nicklas Helenius.

Nicklas Helenius tager sig til hovedet
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

📍 Campo i Aalborg

Det var noget af en øretæve, AaB rendte ind i mod Aarhus Fremad før landsholdspausen.

Her tog nordjyderne til de aarhusianske oprykkere med en 4-0 sejr i baggagen over Hvidovre i den seneste kamp, men de gode takter kunne de ikke bygge videre på i Aarhus.

Det aalborgensiske mandskab blev godt og grundigt løbet over ende i en første halvleg, hvor man indkasserede fire mål på et lille kvarter inden pausen.

Men selvom AaB blev sendt hjem til Nordjylland med en syngende lussing, er det ikke et nederlag, Nicklas Helenius har tænkt sig at tillægge særligt stor vægt.

- Nederlag er nederlag, siger angriberen og fortsætter:

- Det var en svær kamp, men hvis du kigger på statistikkerne er det også helt vanvittigt, vi taber 5-1. Problemet er, at når du spiller mod et hold, der kører så meget i possession og bruger så mange spillere til at bygge op med, så er du nogen gange nødt til at være tålmodig, stå bedre sammen i kæderne og lægge presset på det rette tidspunkt. Det var vi ikke ret gode til, og så bliver det svært.

Selvom den høje AaB-angriber medgiver, at Aalborg-mandskabet ikke var gode nok på en række parametre, er det dog også den kynisme, som Fremad lagde for dagen, der frustrerer Helenius.

- Det var flere steder på banen, vi faldt fra hinanden, og så scorede de også på alt. De havde fire skud på mål i første halvleg og scorede på alle fire, siger angriberen og tilføjer:

- Det er fodbold, når det er værst.

Nicklas Helenius tager sig til hovedet
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Selvom det var et AaB-hold, der faldt godt og grundigt fra hinanden i Aarhus, så er det ikke et nederlag, som holder dem vågne om natten. Faktisk har de allerede lagt det bag sig, fortæller Helenius.

- Den er vi sgu videre fra. Så vinder vi (efterfølgende) 6-1 i pokalen og laver en professionel indsats dernede, og så har vi haft en god landsholdspause, og så er vi også videre.

Derfor er Fremad-kampen heller ikke én, Nicklas Helenius tænker på, når han ser frem mod AaB's næste opgør, hvor man møder Middelfart hjemme på Aalborg Portland Park.

- Nej, det gør jeg ikke. Jeg forventer, vi er det hold, vi er, og at vi skal gøre det, vi skal. Vi kan også tænke, at sidst vi var på Aalborg Stadion vandt vi 4-0 mod Hvidovre, så vi kan ikke løbe og blive ved tænke på den den der kamp for to, snart tre uger siden. Det er en del af fodbold.

Det er som sagt Middelfart, der er AaB's næste modstander i Betinia Liga. På søndag tager Aalborg klubben imod fynboerne på Aalborg Portland Park. Opgøret fløjtes i gang klokken 15.00.

Du kan se highlights og læse mere om opgøret mod Aarhus Fremad herunder:

AaB-mareridt i Aarhus: Skilt ad af oprykker på 15 minutter

Mest læste

Notifications

Notifikationer