Svensk hyldest af ny FCN’er: Bedste jeg nogensinde har trænet
Nicklas Røjkjær får flotte ord med på vejen fra assistenttræner i svenske Mjällby.

Nicklas Røjkjær har skrevet under på en kontrakt med FC Nordsjælland, og den 26-årige midtbanespiller siger dermed farvel til Mjällby AIF.
Og selvom det kun er blevet til halvandet år i den svenske klub, så har danskeren tilsyneladende formået at sætte et stort aftryk i klubben.
Hvert fald har Mjällbys assistenttræner Karl Marius Aksum været på tasterne med en stor lovprisning af Rørkjær i forbindelse med annonceringen af skiftet hjem til Danmark.
- Den bedste spiller jeg nogensinde har trænet. Han kommer helt sikkert til at dominere den danske liga, skriver Aksum på det sociale medie X.
Røjkjær har fået sin fodboldopdragelse i Silkeborg IF, men også været forbi både F.C. København, Viborg FF og Esbjerg fB, inden gennembruddet kom i FC Fredericia.

Han har siden udviklet sig til en topspiller i svensk fodbold, og interessen var da også stor for den nu kommende FC Nordsjælland-spiller.
- Vi er glade for, at vi nu har lukket en aftale med Nicklas i konkurrence med andre klubber, og vi glæder os til at se ham i FC Nordsjælland-trøjen, udtalte fodbolddirektør Alexander Riget i forbindelse med præsentationen af Røjkjær.
Røjkjær kan få debut for FCN mod sin gamle klub fra FC Fredericia, når Superligaen sparkes i gang den 20. juli.
Best player I have ever coached. Will certainly dominate the Danish league. Best of luck, Nicklas! https://t.co/R9n22aMjgs
— Karl Marius Aksum (@aksumfootball) July 6, 2025
FC Nordsjælland












