Sky: Celtic og Nordsjælland har prisen på plads for Nygren
Benjamin Nygrens skifte til de skotske mestre rykker tættere på.

FC Nordsjælland har for vane at sælge deres store profiler.
Om der har stået Harder, Nagalo, Kamaldeen, Nuamah eller noget femte på ryggen, så har de alle til fælles, at de er solgt videre fra Farum-klubben.
Benjamin Nygren ser ikke ud til at blive en undtagelse, og hans dage er efter alt at dømme ved at være talte i det nordsjællandske.
Tidligere på ugen kom det frem, at skotske Celtic har set sig varme på svenskeren, der har imponeret for FC Nordsjælland i denne sæson.
Nu melder Sky Sports om fremskredne forhandlinger mellem parterne, der angiveligt også er nået til enighed om en overgangssum for offensivspilleren.

Mediet skriver nemlig, at de to klubber er nået til enighed om en pris på 1,7 millioner pund for den svenske Superliga-spiller. Det svarer til lige knap 15 millioner danske kroner.
Den svenske landsholdsspiller skulle allerede have forhandlet personlige vilkår på plads og ifølge mediet, er der indgået en mundtlig aftale om disse.
Med 15 scoringer i den forgangne sæson blev Nygren den suverænt mest scorende spiller i Farum-klubben for sæsonen. Han har desuden båret anførerbindet i klubben siden Jeppe Tverskov skiftede Superligaen ud med MLS i vinters.
FC Nordsjælland
Celtic












