AaB-boss: Helenius er mere end en spiller i AaB
Den 34-årige angriber bliver afgørende for nordjyderne i næste sæson, siger AaB-direktør.

224 officielle kampe for AaB, 69 mål og 31 assists.
Nicklas Helenius har allerede haft en enorm betydning i det nordjyske, og det kommer nu til at fortsætte.
Med kontraktforlængelsen er Superliga-nedrykkerne nemlig sikret at have den erfarne angriber og hans erfaringer med sig i jagten på tilbagevenden til den bedste fodboldrække.
Netop Helenius betydning for AaB er også hovedårsag til, at hans kontrakt med klubben er blevet forlænget.
- Nicklas er mere end en spiller i AaB.
- Han er en kulturbærer for vores klub, og med sin stærke indstilling og sin evige sult for at præstere, så ved vi, at han kan blive en nøglefaktor for os i den kommende sæson, siger administrerende direktør i AaB, Michael Tuxen Boll, til klubbens hjemmeside.

Helenius udvikling og kærlighed til AaB kan også komme de unge spillere og kommende kulturbærer i klubben til gode, samtidig med hans åbenlyse offensive kvaliteter kan hjælpe klubben i 1. division.
- Udover sine kvaliteter som spiller, så er Nicklas også vokset som menneske og som leder, og vi er imponerede over den måde, han guider vores unge spillere.
- Nicklas lever og ånder for AaB, og som den klassiske målscorer han er, så glæder vi os meget over, at en forlængelse er kommet på plads, siger Julius Nagel, der er scouting- og rekrutteringschef i AaB.
I den forgangne Superliga-sæson spillede Helenius 16 kampe for AaB. Her scorede han tre mål.
Nicklas Helenius håber dog ikke, at det er sidste gang, at han og AaB forlænger aftalen. Læs mere om det herunder:

AaB












