Så blodet sprøjter: Landstræner beretter om intense træninger og mulige skader
Det har næsten været på grænsen til at blodet har sprøjtet i Helsingør, lyder det fra Brian Riemer.

Brian Riemer kan lide, hvad han ser i Helsingør.
Selvom det danske landsholds to kommende kampe "bare" er testkampe mod små nationer som Nordirland og Litauen, så er de danske landsholdsspillere endnu ikke gået på ferie.
På træningsbanen i Helsingør bliver der nemlig gået til den, beretter landstræneren på fredagens pressemøde.
- Vi har haft nogle super-super træninger, og jeg kan sige, at det har næsten været på grænsen til, at blodet har sprøjtet - der er i hvert fald nogle, der har været nede. Der er blevet gået alvorligt til stålet, lyder det med et smil fra den danske landstræner.
- Man kan mærke, at kombinationen at rutinen og ungdommens friskhed, den har i den grad sprøjtet ud, og der har været rigtig mange, der har ønsket at vise sig frem på både den holdmæssige og individuelle del, og det synes jeg faktisk er ekstraordinært, lyder det fra Brian Riemer som uddyber:
- Nu har jeg selv haft fornøjelsen af at være i både England og Belgien og haft med landsholdsspillere i de lande at gøre, og jeg har fornemmet og følt, hvordan folk har set på sådan nogle kampe som dem her, så det at vi har den kultur [på det danske landshold], det er noget, der gør mig ekstremt glad, lyder det fra Brian Riemer.
Riemer efterudtog tidligere fredag Carlo Holse til landsholdet, og det begrunder han blandt andet med, at Kasper Dolberg er tvivlsom som følge af et trælår.
En række andre spillere har desuden været ramt af det, Riemer betegner som 'små bump'.

Kasper Dolberg
Herrelandsholdet












