Gündogans første scoring var et drømmemål: Det tog noget tid Foto: Ritzau Scanpix/REUTERS

Gündogans første scoring var et drømmemål: Det tog noget tid

Ilkay Gündogan plejer at være garant for mål i Premier League. Denne gang nåede han det kun med nød og næppe – til gengæld blev det et flot et af slagsen.

Gündogan ved at score mod Fulham.
Foto: Ritzau Scanpix/REUTERS

I 2020/21-sæsonen scorede Ilkay Gündogan 13 mål i 28 Premier League-kampe.

I de to efterfølgende sæsoner scorede han begge gange otte mål, inden han i sommeren 2023 vinkede farvel til Manchester City til fordel for FC Barcelona.

I denne sæson har han atter tørnet ude for Manchester City, men målene er ikke fulgt med ham hjem fra Spanien.

Faktisk lykkedes det ham kun lige akkurat at notere sig for et Premier League-mål i denne sæson.

Således var det den rutinerede tysker, der søndag i Premier Leagues sidste spillerunde bragte Manchester City foran med 0-1 i sejren ude mod Fulham.

- Det tog mig noget tid at score i denne sæson, men ja.., siger han indledningsvist ifølge BBC.

Et gammelt ordsprog lyder, at alt godt kommer til den der venter.

Noget tyder på, at det også gælder mål - for det var et mål lidt ud over det sædvanlige, som Ilkay Gündogan diskede op med.

- Det var ren intuition. Jeg løb i feltet ved bagerste stolpe, hvor jeg havde en idé om, at bolden kunne ende.

- Da jeg så bolden ryge over mit hoved, blev jeg nødt til at tilpasse mit løb og bare 'go for it'.

- Da jeg landede og vendte mig om, var jeg ikke engang sikker på, om bolden var i mål eller ej, men så så jeg mine holdkammerater komme løbene imod mig.

Du kan se Ilkay Gündogans akrobatiske scoring i videoen øverst i artiklen.

Mest læste

Notifications

Notifikationer