
Ingen slinger i valsen: PSG vinder Coupe de Frace
Der var ikke skyggen af slinger i valsen, da PSG lørdag aften snuppede sæsonens andet trofæ i form af Coupe de France-titlen.

Er der nogen, der kan matche PSG i Frankrig?
Den opgave er der i hvert fald ikke nogen, der har kunnet magte i denne sæson, da pariserne netop har sikret sig sit andet trofæ for sæsonen.
Lørdag aften fandt Coupe de France-finalen nemlig sted, og her var der ingen grus i PSG-maskineriet, da Stade Reims blev sat komfortabelt til vægs med 3-0.
Efter godt et kvarters spil på Stade de France i Paris åbnede Bradley Barcola ballet på oplæg fra Desire Doue, før de to PSG-kometer gentog succesen tre minutter senere, da Doue igen assisterede Barcola, der fordoblede PSG’s føring.
Kort før pausen blev dødstødet sat ind, da Achraf Hakimi lukrerede på et oplæg fra Bradley Barcola, og derfra var der langt hjem for Stade Reims.

Til trods for, at der stadig resterede 45 minutters fodbold i Frankrigs hovedstad, så forblev stillingen uændret, og således cruisede PSG sikkert til pokaltriumfen.
Dermed har PSG også gjort rent bord hjemme i Frankrig, da man allerede har sikret sig Ligue 1-titlen.
Derudover har pariserne også muligheden for at fuldende en vaskeægte ‘treble’, da klubben også har en Champions League-finale mod Inter at se frem til.
Den finder sted præcis en uge efter Coupe de France-finalen, altså lørdag den 31. maj, og du kan se kampen på TV3+.