‘NK’ forventer sig “virkelig meget” af Oscar Højlund
Rasmus Nissen Kristensen har høje forventninger til sin landsmand i Frankfurt.

I sommer vinkede Oscar Højlund farvel til F.C. København for i stedet at jagte lykken i Eintracht Frankfurt.
Opholdet begyndte som et mareridt, da han tidligt blev langtidsskadet under et træningspas.
Siden har han kæmpet sig tilbage og noteret sig for 21 kampe for Bundesliga-klubben.
Sin skade til trods har den 20-årige midtbanespiller fået imponeret sin danske holdkammerat, Rasmus Nissen Kristensen.
- Oscar er sgu bare en god dreng. Han har en fed energi og er en rigtig, rigtig dygtig spiller, som jeg virkelig forventer mig meget af.
- Jeg kan ikke vente med at se, når han virkelig får bidt sig fast. Allerede det han har spillet i den her sæson er jo virkelig flot. Så jeg forventer mig store ting af Oscar, men han har stadigvæk god tid, for han er ung, siger Rasmus 'NK' til Viaplay.
Selvom Nissen Kristensen og Oscar Højlund deler samme nationalitet, så virker det til at være svenske Hugo Larsson, som den yngste af de to bruger tiden med i Frankfurt:
- Hugo og Oscar er jo siamesiske tvillinger. Man ser ikke den ene uden den anden. De var også på toilet sammen med hinanden i dag. Så de hjælper hinanden rigtig meget, og så er jeg den lidt ældre, der prøver at guide dem, siger 'NK' og griner.
Eintracht Frankfurt indtager med en enkelt runde tilbage af Bundesligaen tredjepladsen og er meget tæt på at skulle spille Champions League efter sommferien.
Du kan se interviewet med Rasmus Nissen Kristensen i videoen øverst i artiklen
Rasmus Nissen Kristensen
Eintracht Frankfurt













