
20 millioner euro ikke nok: Steinlein afslører kæmpebud på FCM’ere
I FC Midtjylland behøver man ikke sælge, selvom buddene er store.

FC Midtjylland har før solgt spillere for enorme beløb.
Men selvom klubben er kendt for store salg, så har man faktisk takket nej til det, der ville have været klubrekord.
Det afslørede FCM’s administrerende direktør, Claus Steinlein, overfor Viaplay søndag aften.
– Vi har sagt nej til nogle store bud. Vi har faktisk for første gang sagt nej til bud på over 20 millioner euro på nogle af vores unge spillere, siger han til Viaplay.
FCM-bossen var dog ikke meget for at afsløre helt præcist, hvilken spiller der er tale om:
– Det tror jeg, at alle I eksperter godt kan kigge på og se. Vi har nogle helt unikke unge spillere, som er sindssygt dygtige. Det er klart, at de offensive spillere er altid mere interessante end de defensive.
Det lyder som Franculino?
– Det er i hvert fald ikke helt skudt ved siden af. Men vi har et par stykker oppe foran, som gør det ekstraordinært, sagde Claus Steinlinen inden søndagens guldkamp mellem F.C. København og FC Midtjylland.
Stillingen er her 0-1 til FCM efter 80 minutter.
20 millioner euro svarer til 150 millioner kroner.
Du kan se interviewet med Claus Steinlein i videoen øverst i artiklen.