Toft er træt af det: Pokalfinalen som historisk institution har tabt

Flemming Toft synes ikke spor om, at pokalfinalen i år spilles på MCH Arena.

MCH Arena om aftenen.
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Pokalfinalen spilles i år i Herning.

Det står klart, efter F.C. København bookede den sidste billet til finalen torsdag aften med en sejr over Viborg FF.

Oprindeligt skulle den være spillet på Brøndby Stadion, men ifølge Campos kommentator, Flemming Toft, havde det faktisk heller ikke kunnet gøre det.

Han mener nemlig, at Pokalfinalen skal spilles i Parken.

– Den største enkeltstående kamp i dansk fodbold skal selvfølgelig spilles i Parken. Det handler om spillerne, det handler om fans, det handler om klubberne – og det handler om fodboldens kulturhistorie. Den største kamp på den største scene. For alle.

– Det er ikke et spørgsmål om tilhørsforhold. Jeg er sikker på at Silkeborg-spillerne og Kent Nielsen helst ville i nationalarenaen. Historien, traditionerne, den “glamour”, der hører til, storheden, siger han.

Det er dog ikke kun på spillerne- og trænernes vegne, at Flemming Toft ærgrer sig.

At spille finalen på et stadion med markant lavere kapacitet rammer nemlig fansene:

– Langt færre fans får muligheden til den største kamp. Det i sig selv hæmmer begivenheden. Og en pokalfinale er for andre end finaleholdenes tilhængere – det er noget særligt også for “neutrale”. Fordi det oser af noget stort, noget historie, en engangsoplevelse. En finale er et klimaks – noget særligt. Og skal i en særlig ramme.

– Beslutningen er taget. Og dem bag den har skåret i en dansk fodboldtradition. Uden et argument der holder. De har trådt på noget stort i fodboldhistorien – uden hensyn. Pokalfinalen som historisk institution har tabt.

Pokalfinalen fløjtes i gang den 29. maj på MCH Arena i Herning med Silkeborg IF og F.C. København som deltagere.

Mest populære

Notifications

Notifikationer