Amerikanerne er i svime over Jesper Sørensen: Han er ekstremt populær Foto: Jerome Miron/Reuters/Ritzau Scanpix

Amerikanerne er i svime over Jesper Sørensen: Han er ekstremt populær

Den tidligere Brøndby-træner har fået en flyvende start i amerikansk fodbold, og det er ikke gået ubemærket hen, fortæller Jesper Sørensens højre hånd til Campo.

Foto: Jerome Miron/Reuters/Ritzau Scanpix

Den amerikanske drøm kunne næsten ikke være startet på en bedre måde for danske Jesper Sørensen.

I spidsen for MLS-klubben Vancouver Whitecaps har han ledet holdet til en suveræn førsteplads i den vestlige del af den bedste amerikanske fodbold-liga.

For at det ikke skulle være nok, er holdet også klar til finalen i den nord- og mellemamerikanske pendant til Champions League - CONCACAF Champions Cup - efter en forrygende sejr over Inter Miami.

Derfor er Jesper Sørensen, der i udgangen af 2024 blev fyret som cheftræner i Brøndby IF, for alvor blevet 'talk of town', ikke bare i Vancouver, men på tværs af ligaen.

Det fortæller Jan Michaelsen, der er assistenttræner for Jesper Sørensen i Vancouver Whitecaps.

- De har jo meget med kåringer herovre, så jeg ved næsten ikke, hvor mange gange han er blevet kåret til rundens manager og sådan noget. Han har fået en helt masse ros, og det er velfortjent. Han er ekstremt populær, og det er jo bare super fedt, siger Jan Michaelsen til Campo.

Ifølge den danske assistenttræner er det særligt Vancouver Whitecaps' spillestil, der har fået den canadiske klub til at skille sig ud i en liga fyldt med dygtige hold.

Sviatchenko: Derfor strømmer danskerne til MLS – Evander er eksemplet

- Jeg tror, at en af de største forskelle fra tidligere, er, at vi spiller op nede bagfra og gerne ser, vi ikke bare giver bolden til modstanderen. Vi vil dominere kampene, vi presser højt, og vi har en god struktur, både med og uden bolden. Det er ikke alle hold i MLS [Major League Soccer], der er så afklarede i spillets faser.

Jesper Sørensen (i midten) og Jan Michaelsen (helt til højre) - Foto: Anne-Marie Sorvin/Reuters/Ritzau Scanpix

- Langt henad vejen tror jeg, at opfattelsen af Jesper [Sørensen] er den samme som i Danmark, hvor han jo også er meget respekteret. Han er en ærlig træner, der er tro til den spillestil, han ønsker at benytte, og han respekterer både sine kolleger og modstandere. Han har været enormt dygtig til at ændre Whitecaps på kort tid og få ekstremt gode resultater, siger Jesper Sørensens højre hånd til Campo.

I finalen af CONCACAF Champions Cup skal Jesper Sørensens tropper møde mexicanske Cruz Azul.

Læs mere om Whitecaps' flotte semifinalesejr over Lionel Messi og Inter Miami herunder:

Dansk trænerduo sænkede Messi og Inter Miami: En kæmpe forløsning

Mest læste

Notifications

Notifikationer