Helenius efter endnu en fuser: Vi mangler kvalitet i begge ender
Ny træner, samme resultat. AaB tabte igen i bundgyseren mod Vejle Boldklub.

Der var fyldt med optimisme i Aalborg før kampen mellem AaB og Vejle Boldklub, men optimismen blev aldrig til forløsning.
Med den nye AaB-træner, Kristoffer Wichmann på plads ude på sidelinjen, så havde man nok håbet på meget mere i dag, end et 1-0 nederlag til ligaens sidsteplads.
AaB ligger nu under stregen, efter at de ikke kunne udnytte deres chancer.
En af dem, som ikke havde indstillet sigtekornet op til dagens kamp var Nicklas Helenius.
- Vi må erkende, at vi mangler kvalitet i begge ender - Det er det vi mangler ligesom sidste gang, siger Helenius til TV 2 efter kampen.
Trods nederlaget, så er der stadig en smule optimisme at spore fra AaB-angriberen.
- Jeg synes, at vores udtryk er bedre i dag. Vi kæmper, vi jubler på hver enestre tackling, vi jubler på hver eneste gode aktion.
Men faktum er, at AaB nu ligger under nedrykningsstregen med fire kampe tilbage af denne sæson.
AaBs næste kamp er, når de ude møder SønderjyskE på næste mandag.
AaB
Vejle Boldklub












