
– Vi kører ham gerne i lufthavnen og sender ham afsted, siger Moyes om Salah
David Moyes giver gerne en hjælpende hånd til, hvis Mohamed Salah ender med at forlade Liverpool til sommer.

Der er formentlig ikke mange i den blå del af Merseyside, der er store fans af Mohamed Salah.
Everton-manager David Moyes håber i hvert fald, at den egyptiske målkonge ender med at forlade ærkerivalerne Liverpool, når hans kontrakt udløber til sommer.
Hvis det ender med at blive aktuelt, så står Moyes også klar til at give en hjælpende hånd i processen.
Han skal nemlig nok selv køre Salah i lufthavnen.
– Vi skal nok køre ham i lufthavnen, sørge for, at han stiger på flyet og så få ham ud af Premier League, fortæller David Moyes kækt ved tirsdagens pressemøde forud for Merseyside-derbyet onsdag aften.
Det skyldes hovedsageligt, at Salah som regel har et godt tag på Everton, og når det kommer til stykket, så kan Moyes også godt give egypteren hans roser.


– Han har gang i en utrolig sæson for Liverpool, og han er en af de bedste spillere, vi har set i Premier League i denne generation.
– Og det er ikke kun den her sæson, han har været så stabil gennem de fleste sæsoner; scoret masser af mål, mange oplæg, ser ud til at spille næsten alle kampe, meget sjældent skadet. Han har været en fremragende spiller for Liverpool, lyder det fra David Moyes.
Mohamed Salah kom til Liverpool fra AS Roma tilbage i 2017 og har siden spillet 392 kampe for The Reds med svimlende 243 kasser og 110 oplæg at bryste sig af.
Således vil det også være et stort tab for titelaspiranterne fra Liverpool, hvis den nu 32-årige egypter ender med at forlade klubben til sommer, når kontrakten udløber.