
Lukaku blev frosset ude i Chelsea: Det er forretning
Romelu Lukaku fortæller nu om sin afsked til et belgisk medie.

Romelu Lukaku har fundet sig til rette i italiensk fodbold.
Efter tiden i Chelsea har han scoret mål på samlebånd i først Inter, dernæst AS Roma mens han aktuelt gør det for Napoli.
Men tiden i Chelsea var ikke fryd og gammen for den store belgier, der nu åbner op om en svær sidste tid i London-klubben.
– De fik os til at klæde om i ungdomsholdenes omklædningsrum. Det er forretning, og klubben fortæller dig bare, at de ikke vil have dig længere. Ofte også hvor du ender, fortæller Romelu Lukaku ifølge The Sun.
De, som belgieren refererer til, er uderover ham selv Pierre-Emerick Aubameyang og Hakim Ziyech, der begge ligeledes er fortid i klubben.

– Tro mig, jeg har set ting, som jeg aldrig troede, jeg ville se. En dag vil jeg gerne forklare til unge spillere, hvem der i virkeligheden arbejder for en, og hvem der arbejder mod en.
Lukaku, der snart fylder 32, kom til Chelsea for anden gang tilbage i august 2021 for et monsterbeløb svarende til knap 850 millioner danske kroner.
Men som bekendt måtte den store målsluger sadle om bare et år senere for at vende tilbage til Inter, hvor han kom fra.
I dag er han permanent skiftet væk fra Chelsea, da han i sommers skrev under på en aftale frem til sommeren 2027 i Napoli.