
Stor skalp: FC København tager sejren over Midtjylland
Opgøret i Parken blev jævnbyrdigt, men FC København trak det længste strå.

FC København snuppede tredje sejr på blot seks dage, da holdet slog FC Midtjylland med 1-0 i Parken.
Inden opgøret lå de to hold side om side i tabellen med lige mange point, og det var også tydeligt, hvor jævnbyrdige de to mandskaber er, i første halvleg.
Her var der gode chancer i begge ender, men den største tilfaldt brasilianske Robert, der fra kort distance misbrugte en kæmpe chance for at bringe hjemmeholdet foran.

Ikke længe efter var det så gæsterne fra Heden, der kom tæt på, da bolden lidt tilfældigt ramte overliggeren efter en dødboldssituation.
Men i anden halvleg fortsatte intensiteten, og den blev også kostelig for gæsterne.
Oliver Sørensen begik et klodset straffespark på kanten af feltet, og så kunne Magnus Mattsson sparke FC København på 1-0.

Gæsterne pressede på for en udligning, men kom ikke for alvor tæt på.
Sejren betyder, at FCK trækker fra i toppen i Superligaen, hvor holdet har tre point ned til FC Midtjylland på andenpladsen.
Løverne fik også nået en historisk milepæl med sejren over FC Midtjylland. Læs mere om det her:
