
Højlund var rasende: Han mærker kritikken
Rasmus Højlund var yderst frustreret undervejs i kampen mod Leicester City.

To mål.
Det er alt, hvad Rasmus Højlund kan bryste sig af i de engelske turneringer i denne sæson.
Det blev der ikke pyntet på fredag aften mod Leicester, hvor danskeren nok en gang måtte forlade banen uden at score.
Således er den danske landsholdsangriber også kommet under skarp kritik, og spørger man Ruben Amorim er det også noget, der påvirker Højlund.
– Han er en karakter, og når man kender til spillere, der har den slags karakter, så vil de altid have mere, de vil score og de mærker kritikken.
– En angriber har brug for et rigtig godt hold, som leverer nogle gode bolde til ham, og lige nu hjælper vi ikke vores angribere særligt meget.
Rasmus Højlund var yderst frustreret undervejs i opgøret, da han ikke modtog en aflevering fra Alejandro Garnacho.

Foto: Peter Powell/Reuters/Ritzau Scanpix
Det animerede raseri er dog ikke noget, der får alarmklokkerne til at ringe hos den portugisiske United-boss.

– Jeg synes, det er en god ting. Jeg kommer ikke til at sige et eneste ondt ord om den slags opførsel, men han er nødt til at forstå, at han af og til er nødt til at gøre et stykke arbejde uden at røre bolden.
– Han må ikke blive så frustreret, at han ikke kan bevare roen, hvis han får en chance i den næste sekvens, fortæller Ruben Amorim på pressemødet efter kampen.
For hele sæsonen står Rasmus Højlund noteret for 31 optrædener med syv mål og ét enkelt oplæg til følge.
Fem af scoringerne er faldet i Europa League.