FCN-cheftræner har svært ved at forstå Brøndby-mål
Jens Fønsskov Olsen mener ikke, at man kan fløjte for noget og alligevel spille videre.
Søndagens kamp mellem Brøndby IF og FC Nordsjælland har fået sig noget af et efterspil.
Det har den på grund af Brøndbys scoring til 1-0.
Her kom kampens dommer, Lasse Graagaard, nemlig til at blæse i fløjten for et frispark, før bolden havde passeret målstregen.
Alligevel fik målet lov til at stå, fordi det efterfølgende blev vurderet, at der ikke var frispark. Men fløjtet, det blev der jo alligevel.
Målets gyldighed og situationen i det hele taget er noget, som FCN-cheftræner Jens Fønsskov Olsen har svært ved at forstå.
Det fortæller han til Viaplay.
– Jeg hører fløjten og når at vende mig halvt om. Og så er bolden i mål. Så er der en lang sekvens, hvor vi står og venter på, om der er mål eller ej – og så er der mål, hvilket er svært at forstå.
Jens Fønsskov Olsen fik i situationen ikke en forklaring på, hvorfor målet fik lov til at gælde:
– Det kan de selvfølgelig ikke overskue, og det er selvfølgelig også fair nok. Bølgerne går højt og vi skal videre, men man kan jo ikke fløjte og så spille videre alligevel
– Der var jo flere tvivlsomme kendelser i løbet af kampen, men alt andet lige kommer vi her og har fået at vide, at vi ikke kan spille på udebane eller på græs, og alligevel tager vi skuffede hjem, fordi vi føler, at vi mistede to point. Vi var det bedste hold i dag, og det skal vi tage til os, siger han.
Kampen mellem Brøndby og FC Nordsjælland endte 1-1.
Dermed er det fortsat uhyre tæt i toppen af 3F Superligaen, hvor der blot er fire point fra FC Nordsjælland på syvendepladsen op til AGF på føsrtepladsen.
Farum-klubben mangler nu blot at møde to af topholdene i form af AGF og F.C. København, inden der er dømt vinterpause.
Du kan se den omtalte scoring omkring 45 sekunder inde i videoen øverst i artiklen
Dommer indrømmer: Fløjtede for tidligt