City-forsvarsklippe: Alle vil have os ned med nakken
Portugisiske Ruben Dias sætter ord på Citys forfærdelige periode.
Winner stays on.
Udover at være en måde at spille skolegårdsfodbold på, er det på mange måder sådan sportens verden er indrettet.
Dem, der er på toppen, vil alle de andre altid hige efter at slå mere end nogen andre. For hvis man selv skal kravle helt op, så må man også klatre op over dem, der er øverst.
Netop den måde ser Ruben Dias på den periode City er inde i lige nu.
Det er resultatmæssigt en af klubbens værste periode med Guardiola som træner, og midtstopperen giver nu sit besyv med til BBC.
– De her tider er aldrig velkomne i et omklædningsrum som vores, men vi ved godt, at det er en del af det. Specielt når vi har vundet så meget.
– Det er normalt, at tider som disse kommer, mest fordi alle folk vil have os ned med nakken, siger han.
Han lader sig dog ikke slå ud, på trods af at det er lykkedes for nogle af de andre Premier League-mandskaber at vippe de firedobbelte forsvarende mestre af pinden for en stund.
– Hvis det ikke var for nedturene, ville vores sejre ikke være så store, som de er. Sådan er livet, og vi elsker det af den grund. Vi fortsætter bare med at gøre det, som vi er bedst til, siger han til BBC.
Den 27-årige portugiser kigger nu fremad, og når han og de andre Manchester City-profiler vender tilbage fra landsholdstjeneste, bliver det med fokus på at rejse sig fra de foregående fire nederlag. Her møder de holdet, der indledte deres forfærdelige periode, Tottenham.