Olafsson erkender brøler: Jeg lavede en stor fejl
FC Midtjylland-målmanden havde en uheldig rolle i aftenens nederlag mod FCSB.
FCM–keeper Elias Olafsson lossede bolden ind i Daniel Birligea, hvorfra bolden gik i en høj bue tilbage mod FCM–målet.
Derefter kunne FCSB-angriberen løbe bolden op og sende den over stregen med brystet.
Den fejl kostede dyrt, da midtjyderne tabte 2-0 på udebane. Målmanden satte ord på situationen efter kampen til Disney+.
– Det er et tungt nederlag. Jeg lavede en stor fejl, men sådan er livet. Det er jeg ked af. Jeg føler, at det er en kamp, som vi ikke skulle have tabt. De skabte ikke særlig meget, men de fik nogle nemme mål. Det er en svær periode, som vi er i lige nu, men sådan er det, siger Elias Olafsson.
Olafsson fortæller i interviewet, at han skulle have sparket bolden et andet sted. Særligt når konsekvenserne som målmand kan være dyrebare.
– Jeg er ked af det, men sådan noget sker. Når man er målmand, så er de der fejl dyre, siger Elias Olafsson til Disney+
FC Midtjylland befinder sig i en negativ stime i øjeblikket. De har tabt de seneste tre opgør.