Medie: United har Ten Hag-erstatning i kikkerten
Erik ten Hags job i Manchester United ser nok en gang ud til at være i fare.
Så kører snakken igen.
Erik ten Hags job var kort før sommerferien et af de mest diskuterede i fodboldens verden.
Blandt andet med triumf i FA Cup-finalen blev han dog fredet af klubbens nye ledelse, så han i denne sæson var klar til at fortsætte sit arbejde i Manchester United.
Men nu er den gal igen.
En sløj sæsonstart med en pointdeler hjemme mod Twente i Europa League og blot syv point efter seks runder i Premier League kulminerede søndag aften.
Her blev Manchester United udstillet foran eget publikum af Tottenham, der kunne rejse tilbage til det nordlige London med en 0-3-sejr i bagagen.
Dagen derpå spekuleres der derfor i, hvem der mon skal tage over efter Erik ten Hag, såfremt han får sparket.
Ifølge mediet CaughtOffside er Massimiliano Allegri et af de navne, som De Røde Djævle lige nu overvejer.
Den 57-årige italiener har en lang og flot karriere bag sig, men stoppede i Juventus tilbage i maj.
Der har dog endnu ikke været dialog mellem parterne, og mediet skriver desuden også, at Erik ten Hags fremtid afhænger af Manchester Uniteds kommende kampe.
Den engelske storklub møder næste gang Porto ude i Europa League, inden Aston Villa venter ude søndag. Og så er der dømt landskampspause.