Keita skal skilles fra Bremen: Træner ikke længere med
Den tyske Bundesliga-klub oplyser, at Naby Keita ikke træner sammen med førsteholdstruppen, og at parternes veje skal skilles.

Den tidligere Liverpool-spiller Naby Keita er på jagt efter en ny klub.
Den 29-årige midtbanespiller nægtede tilbage i april at komme på banen for Werder Bremen. Derefter valgte klubben at suspendere ham.
Situationen er ikke blevet bedre mellem parterne. Werder Bremen oplyser nu, at de er blevet enige om, at Keita skal søge nye græsgange. Og at han skal træne på egen hånd indtil da.
De er en beslutning, de er kommet frem til på et møde mellem Keita selv, hans agent og så den sportslige ledelse i Bundesliga-klubben.
Det fortæller Clemens Fritz, der er fodbolddirektør i Werder.
- Det var en meget åben diskussion, som har ført frem til en beslutning, vi alle synes, er den bedste.
- For det første, vil vi holde fokus på resten af vores pre-season og starten af den nye sæson. Og for det andet har Naby selv tænkt på det i længere tid, siger han.

Werder Bremen












