Officielt: Röslers søn skifter til Malmö FF
Uwe Röslers søn, Colin Rösler, er netop blevet præsenteret som ny spiller i svenske Malmö FF.
Turen går over Øresundsbroen for Uwe Röslers søn, Colin Rösler.
Det står klart mandag aften, hvor den svenske storklub, Malmö FF, kan fortælle, at man har landet en aftale med den 24-årige forsvarsspiller.
På sin hjemmeside oplyser klubben, at man har hentet Rösler i Mjällby AIF. Han har underskrevet en kontrakt, der gælder for de kommende tre og et halvt år.
For Colin Rösler er Malmö FF ikke en helt ukendt størrelse.
Hans far, Uwe Rösler, stod nemlig i spidsen for klubben mellem 2018 og 2019, og allerede den gang blev han mere eller mindre forelsket i klubben.
– Det er meget stort for mig at skrive under for Skandinaviens største klub. At repræsentere Malmö FF er noget, jeg vil gøre med stolthed, og jeg ser frem til at fortsætte med den vinderkultur, der findes her, siger han og fortsætter:
– Jeg så et par kampe, da min far var træner for holdet, og den atmosfære, der er her på stadion, når der er kamp, er helt fantastisk. Den måde, hele byen samler sig om holdet på, er helt unik. Jeg kan huske, at jeg dengang tænkte, at det ville være en drøm at spille for Malmö FF, og nu får jeg chancen for at gøre det, hvilket føles utroligt inspirerende.
Colin Rösler har blandt andet spillet ungdomsfodbold i Manchester City, ligesom han også har været en tur forbi hollandske NAC Breda og norske Lillestrøm.
I alt noterer han sig for 55 kampe med to mål og en enkelt assist til følge for Mjällby AIF, som han altså nu forlader.
Medie: Tysk midtbaneanker afviser AGF