Thomas Frank slår fast: Det bliver dyrt
Ivan Toney har været rygtet væk fra Brentford ad flere omgange. Han er dog endnu at finde i Thomas Franks spillertrup, og den danske manager slår nu fast, at det bliver en dyr omgang, hvis interesserede klubber vil have fingrene i den farlige angriber.
Det kan godt gå hen at blive dyrt, hvis man som klub ønsker sig at hente Ivan Toney.
I hvert fald hvis det står til den danske Brentford-manager, Thomas Frank, som gerne ser sin engelske spydspids blive i klubben frem mod den kommende sæson.
Det fortæller han til Sky Sports.
Sky Sports kunne ellers forleden meddele, at flere interesserede klubber skulle have trukket sig fra transferræset på Ivan Toney.
Det skulle have fået Brentford til at sænke prisen, så klubben kunne få nogle penge i kassen denne sommer. Således skulle prisen være på mindre end 50 millioner pund, som klubben ellers tidligere har krævet.
Men skal man tro Thomas Frank, så er det stadig dyrt at hente Ivan Toney.
– Jeg ved, at han er Brentford-spiller lige nu. Og jeg ved også, at han nyder sin velfortjente ferie efter EM-slutrunden, siger han til Sky Sports og fortsætter:
– Hvis han bliver her hos os, så er jeg mere end glad. Han er en målscorer, og det er virkelig godt at have en som ham på sit hold… Og hvis nogen vil købe ham, ja, så bliver det dyrt.
Ivan Toney har spillet i Brentford siden sommeren 2020. I alt er det blevet til 141 kampe for klubben med 72 mål og 23 assists til følge.
Parterne har fortsat papir på hinanden frem til sommeren 2025.
Thomas Frank er en af de trænere, der er blevet bragt i spil til det danske landstrænerjob efter Kasper Hjulmands exit. Læs mere om Franks tanker herunder.
Brandvarme Thomas Frank om rygter: Har tænkt på Danmark