
Gündogan vild med spanier: Den bedste i verden
Tyskland tørner sammen med Spanien fredag aften i kvartfinalen ved EM, og her ser tyskernes anfører frem til en midtbaneduel mod sin gamle holdkammerat fra Manchester City, som han kalder verdens bedste.

Ilkay Gündogan og Tyskland møder fredag aften et af EM’s allerbedste hold, når Spanien venter i Stuttgart.
Og for den tyske landsholdsanfører bliver det samtidig mødet med en gammel holdkammerat i Manchester City. Nemlig spaniernes midtbanegeneral Rodri.
Gündogan og Rodri er gået på banen sammen 150 gange i det engelske, men fredag står de overfor hinanden. Og Gündogan er fuld af lovprisninger for hans 28-årige spanske kollega.
– Jeg husker stadig, da han kom til Manchester. Efter træning sad han nogle gange i halve timer og bare talte med Pep Guardiola.
– Han sugede til sig, og nu har han perfektioneret sit spil. På hans position er han uden sidestykke, han er den bedste spiller i verden på den position. Vi kan ikke tage ham ud af kampen i alle 90 minutter, udtaler Gündogan om Rodri.

Rodri er fortsat at finde i Manchester City. Ilkay Gündogan tørner i dag ud for FC Barcelona.
Fredagens kvartfinale mellem Spanien og Tyskland fløjtes op klokken 18 og kan ses på TV2 og TV2 Play.