
Danmarks modstander fundet: Italien vinder på straffe
Der venter det danske U17-landshold italiensk modstand i semifinalen ved EM-slutrunden på Cypern.

Foto: Reuters/Paul Childs
Danmark skal møde Italien i semifinalen ved U17-EM. Det står klart efter italienerne sendte England ud i kvartfinalen.
De to mandskaber kunne ikke finde en afgørelse i den ordinære tid, som endte 1-1. Arsenal-talentet Ethan Nwaneri sendte England foran efter et kvarter.
Men italienernes Mattia Liberali udlignede kort efter. Det var de eneste to mål i kampen, og så skulle kampen ud i straffesparkskonkurrence.
Her var italienerne de mest kølige. De scorede på deres fem forsøg, mens Englands Ollie Harrison brændte et spark.
Danmarks semifinale mod Italien spilles på søndag.
