Brasiliansk fodbold sat på pause resten af måneden
Enorme oversvømmelser i det sydlige Brasilien har fået det brasilianske fodboldforbund til at udsætte landets bedste fodboldrække, Serie A.
Naturens alvorlige kræfter har sat fodbolden i bero i Brasilien.
Således oplyser det brasilianske fodboldforbund, at man har besluttet sig for at udsætte den brasilianske Serie A.
Det skyldes, at der er store oversvømmelser i regionen Rio Grande do Sul i den sydlige del af Brasilien med grænse op mod Uruguay og Argentina.
Oversvømmelserne er forårsaget af en rekordstor mængde regn, og allerede inden det brasilianske fodboldforbunds beslutning om at udsætte landets bedste fodboldrække havde Gremio, Internacional og Juventude, der alle holder til i den sydlige del af landet, fået udsat sine kampe.
De store vandmasser har forårsaget enorme skader i regionen. I fodbold-regi er det gået ud over stadioner, træningsfaciliteter og lufthavne.
Der bliver derfor ikke spillet kampe i Serie A før den 27. maj.
Her er der dog en risiko for, at turneringen bliver udsat yderligere, da det tekniske råd mødes den 27. maj for at diskutere situationen.