3F Superligaen

Frustreret Hvidovre-keeper: Lever med kunstigt åndedræt

Filip Djukic var alt andet en tilfreds efter søndagens nederlag hjemme mod Viborg. Samtidig erkender han, at det begynder at se svært ud for Hvidovre – men han understreger også, at man ikke har givet helt op endnu.

Filip Djukic redder et forsøg mod Hvidovre IF's mål.
Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Hvidovre kom ind til kampen mod Viborg med syv point i sine seneste tre kampe.

I søndagens kamp leverede man såmænd også en ganske fin indsats, hvor man fik holdt Viborg fra det helt store, samtidig med at man selv havde et par muligheder til at komme i front.

Alligevel endte det med et 0-1-nederlag efter en sen Viborg-scoring.

Efter kampen var det derfor også en ganske utilfreds Filip Djukic, der afgav interview til Viaplay.

– Forfærdeligt. Det er ikke sjovt at tabe fodboldkampe. Det er pissefrustrerende, at vi skal give sådan et dumt mål væk.

– Det er en meget lige kamp, og jeg synes, at vi får vist, at vi er et meget konkurrencedygtigt hold, siger han.

Med nederlaget har Hvidovre nu otte point op til OB på den rigtige side af stregen. Fynboerne har samtidig en kamp i hånden – og der resterer nu blot fire runder af 3F Superligaen.

Med andre ord ser projekt overlevelse altså svært ud nu.

– Vi går ind til hver kamp for at vinde. Det har vi hele tiden sagt.

– Vi lever jo med kunstigt åndedræt, og det gør vi jo lidt endnu. Men vi prøver bare at vinde hver kamp, og så må vi få bygget det bedste op til næste år. Men vi spiller hver kamp for at vinde i hvert fald, siger Hvidovre-keeperen.

Hvidovre spiller næste gang ude mod Randers FC. Alt afhængig af mandagens opgør mellem Vejle Boldklub og OB kan den kamp blive kisten i sømmet for Filip Djukic og co.

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P