Serie A

Officielt: AS Roma forlænger med Daniele De Rossi

AS Roma har besluttet sig for at indgå en ny aftale med cheftræner Daniele De Rossi, der ellers snart har kontraktudløb.

Daniele De Rossi på sidelinjen for AS Roma mod AC Milan.
Foto: Alessandro Garofalo/Reuters/Ritzau Scanpix

Det skabte stor virak i den italienske hovedstad, da José Mourinho fik sparket som cheftræner i AS Roma.

Efterfølgeren blev klublegenden Daniele De Rossi, der dog hurtigt fik klubbens fans med sig efter en start med flere sejre på stribe.

Nu – fire måneder senere – har den tidligere midtbaneslider bevist sig værd i tilstrækkelig grad som cheftræner.

Således oplyser AS Roma på klubbens hjemmeside, at man har valgt at forlænge aftalen med Daniele De Rossi.

Han var i første omgang blot udstyret med en kontrakt frem til udgangen af denne sæson.

Det oplyses ikke, hvor lang en aftale har nu har fået.

– Vi kunne ikke være gladere for at bygge et langsigtet projekt med Daniele.

– Vi vil fortsætte med at arbejde sammen så hårdt, som vi kan, for at skabe en fremtid, der er AS Romas fans værdig, skriver klubben og oplyser, at aftalens nærmere detaljer bliver offentliggjort senere.

Vild karriere som spiller

Mens Daniele De Rossi indtil videre “blot” har noteret sig for 16 kampe som cheftræner for AS Roma, så er snakken en helt anden, når man kigger på hans karriere som spiller.

Efter at være blevet hevet op på klubbens førstehold som spiller tilbage i 2002, repræsenterede han AS Roma med blod, sved og tårer i de efterfølgende 17 år som en hårdtarbejdende midtbanespiller.

Han nåede op på hele 616 kampe i Roma-trøjen, inden han rundede karrieren af med et halvt år i argentinske Boca Juniors og lagde støvlerne hylden i begyndelsen af 2020.

AS Roma indtager aktuelt femtepladsen i Serie A og er i dén grad fortsat i spil til en af den Champions League-adgangsgivende placering.

Torsdag skal man forsøge at spille sig videre i Europa League mod AC Milan.

Den kamp fløjtes i gang klokken 21.00 og kan ses på TV2 Sport og TV2 Play.

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P