Ten Hag om spillernes hårde program: Niveauet daler Foto: Toby Melville/Reuters/Ritzau Scanpix
Premier League

Ten Hag om spillernes hårde program: Niveauet daler

Manchester United har været hårdt ramt af skader, siden Erik ten Hag tog over. Den hollandske manager peger på et alt for hårdt program for spillerne, hvilket han mener får konsekvenser for kvaliteten af spillet på banen.

Erik ten Hag på sidelinjen for Manchester United.
Foto: Toby Melville/Reuters/Ritzau Scanpix

53 skader eller tilfælde af sygdom.

Det er, hvad Manchester United har døjet med i denne sæson.

Manager Erik ten Hag mener i den forbindelse, at arbejdsbyrden for topspillere rundt omkring er alt for hård.

Samtidig mener han, at det går ud over kvaliteten i de forskellige ligaer, når nøglespillere bliver ramt af skader.

United-manageren føler sig desuden sikker på, at de mange skader i hans egen trup ikke skyldes for hårdt arbejde på træningsbanen.

- Vi træner ikke for hårdt. Vi skal være fit. Med standarderne i denne liga, så er man nødt til at være fit. Ellers kan man ikke matche de standarder, som man bliver mødt med i kampene. Vi træner ikke for hårdt, siger han ifølge The Independent.

Manchester United har kun spillet 13 kampe i 2024, efter man er blevet slået ud af europæisk fodbold.

Ten Hag er dog af den overbevisning, at man fortsat betaler prisen for de 62 kampe, man spillede i forrige sæson.

- Jeg ved, at vi stadig ser effekten af dette - den enorme mængde af kampe, vi har haft de seneste 18 måneder. Det har stadig en konsekvens for vores trup, at den samlede mængde af kampe har været så stor.

Særligt international fodbold er problematisk i hollænderens øjne.

Her bruger han eksemplet hos lokalrivalen Manchester City, der senest mistede to forsvarsspillere under landskampspausen.

- Spillerne bliver overbelastet og kan derfor ikke komme ind og præstere. Vi er forbi det punkt, hvor man bare kræver, hvad man vil, fra topspillere.

- Manchester City spillede uden Kyle Walker og John Stones. Det fik konsekvenser for deres niveau. Det var et andet hold, end det vi stod overfor.

- Niveauet på holdene vil blive ved med at falde, hvis vi fortsætter den proces, vi er i gang med, når vi overbelaster spillerne i internationale turneringer.

- Vi har landskampe fem gange om året, hvor man giver spillerne væk uden indflydelse.

- Nogle landshold har vi virkelig gode forbindelser til, og her kan vi være med til at styre spillernes program. Men der er også andre, som bare gør hvad de vil, siger han.

Manchester United spiller næste gang torsdag mod Chelsea.

Den kamp fløjtes i gang klokken 21.15 på Stamford Bridge og kan ses på See og Viaplay.

Mest læste

Notifications

Notifikationer