Millionoverskud i AC Horsens trods nedrykning
Til trods for at klubben i 2023 rykkede ned fra Superligaen, så er AC Horsens kommet ud af året med et pænt millionoverskud.
Knap fire millioner kroner.
Sådan lyder årsresultatet for AC Horsens på i 2023, selvom klubben i sommer måtte tage den tunge tur fra Superligaen til NordicBet Ligaen.
– Årets økonomiske resultat er tilfredsstillende og som forventet. AC Horsens er som fodboldklub meget afhængig af sine sportslige resultater. En nedrykning som vi oplevede i sæsonen vil på trods af faldskærmmidler og andre ting altid koste på økonomien, lyder det om resultatet i ledelsesberetningen.
2023 blev også et år, hvor amerikanske Carlisle Capital, med Bill Binnie i spidsen, med 99,73 procent af de fremmødte 125 aktionærers accept overtog ejerskabet i klubben med en kapitalforhøjelse på 25 millioner kroner som følge.
Kapitalindsprøjtningen og de nye ejere til trods, ligger det allerede nu fast, at AC Horsens ikke opnår klubbens målsætning for indeværende sæson.
– Vi er samtidig meget bevidste om, at det også har skabt en helt naturlig forventning fra omverdenen og ikke mindst os selv. Vi havde derfor en klar forudsætning om en hurtig tilbagevenden til superligaen. En forudsætning som vi i 2023/2024 sæsonen allerede nu kan se, at vi umuligt kan nå, da indeværende sæson desværre har været skuffende på flere parametre, lyder det i ledelsesberetningen.
AC Horsens fyrede tidligere på sæsonens cheftræner Joakim Persson, og allerede nu ligger det fast, at Martin Retov vender tilbage til klubben som ny cheftræner til sommer. I mellemtiden er det Claus Troelsen, der er midlertidig cheftræner i klubben.
AC Horsens måtte skuffende nøjes med en niendeplads i NordicBet Ligaens grundspil, og derfor er det nedrykningsspillet, klubben tager hul på, når de gæster HB Køge.
Carlisle Capital klar til yderligere investeringer
Kort efter fremlæggelsen af årsregnskabet har AC Horsens-bestyrelsesformand Bill Binnie slået fast, at den amerikanske ejerkreds også fremadrettet er klar til at investere i den østjyske klub.
– AC Horsens er en sund og veldrevet fodboldklub med en stærk organisation og dygtige folk, og vi er nu klar til i fællesskab at tage de næste skridt, så vi kan udvikle klubben yderligere, siger bestyrelsesformand Bill Binnie.
Der er med AC Horsens’ egne ord allerede blevet investeret massivt i klubbens akademi, og villigheden til at investere yderligere lader altså ikke til at være forsvundet – den manglende oprykning til trods.