NordicBet Ligaen

Officielt: Amerikanske ejere i AC Horsens

På et ekstraordinært møde onsdag blev det slået fast, at AC Horsens kommer på amerikanske hænder. Carlisle Capital bliver de nye ejere af NordicBet Liga-klubben.

AC Horsens Logo

Onsdag den 1. november blev det endelig officielt, at AC Horsens har fået nye amerikanske ejere. Det skriver klubben på deres hjemmeside.

AC Horsens bekræfter, at firmaet Carlisle Capital efter en ekstraordinær generalforsamling har erhvervet aktiemajoriteten i klubben, mens den endelige ejerandel endnu ikke er afklaret.

Efter en afstemning, hvor 99,73 procent af de fremmødte 125 aktionærer i Fodboldalliancen AC Horsens A/S stemte for den amerikanske overtagelse, bliver Carlisle Capital de nye ejere af AC Horsens, hvilket ifølge klubben medfører en kapitalforhøjelse på 25 millioner kroner.

Den beslutning glæder bestyrelsesformanden i AC Horsens, Claus Olsen.

– Jeg glæder mig på egne, klubbens og byens vegne, for det er i bund og grund det bedste, der kunne ske for AC Horsens. Det giver os i endnu højere grad mulighed for at se fremad og være udviklingsorienteret, for nu kan vi tilføre ressourcer til Akademiet, faciliteterne, organisationen, førsteholdstruppen og det kommercielle område.

– Kort sagt giver det klubben muligheder, den ikke har i dag inden for de eksisterende økonomiske rammer, siger Claus Olsen til AC Horsens hjemmeside.

Claus Olsen blev ligeledes valgt til den nye bestyrelse sammen med Bill Binnie, Adam Binnie, Colin Binnie og Scott Donnelly.

AC Horsens skriver videre, at man forventer, at den øvrige organisation fortsætter og indgår i samarbejdet med de nye ejere og den nye bestyrelse.

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P