Rønnow var tilbage i Brøndby: Man skal aldrig sige aldrig
Frederik Rønnow var tirsdag tilbage på Brøndby Stadion for første gang i næsten seks år, og han nød at være tilbage på den bane, som var hans hjemmebane igennem tre sæsoner.
Så sent som i januar forlængede Frederik Rønnow sin kontrakt i Union Berlin.
Den seneste uges tid har den tyske hovedstad dog været byttet kortvarigt ud med den danske, og tirsdag aften spillede Rønnow sin landskamp nummer ni, da han spillede alle 90 minutter i 2-0-sejren over Færøerne.
Dermed var Rønnow også tilbage på sin tidligere hjemmebane, Brøndby Stadion, for første gang i næsten seks år.
Rønnow leverede i sine tre sæsoner i Brøndby 42 clean sheets i 120 kampe, og han er da heller ikke helt afvisende for en dag at vende ‘hjem’.
– Det er altid svært at sige i fodbold. Man skal jo aldrig sige aldrig, og det er klart, at jeg har en relation til Brøndby, men nu har jeg lige forlænget min kontrakt med nogle år i Berlin, så det er ikke mit fokus nu og her, siger Rønnow til bold.dk.
Frederik Rønnow kom til Brøndby som afløser for Lukas Hradecky i sommeren 2015, og i sæsonen 2017-18 var han med pokaltriumfen mod Silkeborg i finalen med til at tage klubbens første trofæ i præcis 10 år.
Brøndby fik angiveligt næsten 21 millioner kroner for Rønnow, da klubben i sommeren 2018 solgte den østjyske målmand til Eintracht Frankfurt.
Siden har Rønnow været forbi Schalke 04 på en lejeaftale, inden han i sommeren 2021 skiftede til Union Berlin.
Med tirsdagens 2-0-sejr over Færøerne fastholder Frederik Rønnow en ganske imponerende statistik på det danske a-landshold, som han debuterede for i en 5-0-sejr over Liechtenstein på sin tidligere hjemmebane i Horsens i august 2016.
Selvom landsholdstotalen nu lyder på i alt ni kampe, så har Rønnow fortsat til gode at tabe en kamp med det danske landshold. Seks sejre og tre uafgjorte er det således blevet til.