
Endricks første Bernabéu-mål – Spanien og Brasilien deler
Endrick scorede for anden kamp i streg for det brasilianske landshold – og denne gang på sin kommende hjemmebane, da Spanien og Brasilien spillede lige op i en dramatisk venskabskamp tirsdag.

Det kan tilskuerne på Santiago Bernabéu måske godt vænne sig til.
Real Madrids kommende supertalent, Endrick, scorede sit første mål på den hjemmebane, han til sommer kommer til at begå sig på.
Det blev dog ikke til en sejr for Endrick og Brasilien, der efter et sent drama spillede 3-3 med det spanske landshold i en venskabskamp tirsdag aften.
Kampens første mål blev scoret på straffespark af Rodri, inden Dani Olmo gjorde det til 2-0.
Fem minutter før pausen reducerede en anden ‘madridista’, da Rodrygo nettede til 2-1.
Det skulle også blive helt lige igen, da netop Endrick for anden kamp i træk scorede for sit landshold og udlignede til 2-2 efter 50 minutter.

Det startede som det sluttede, da Rodri efter 87 minutter scorede på sin andet straffespark – men ikke kampens sidste.
Dybt, dybt inde i overtiden fik brasilianerne nemlig kampens tredje straffespark, og her eksekverede Lucas Paquetá og gjorde det til kampens endelige resultat.