Champions League

17-årig CL-debutant: Fik instrukser til at stoppe Osimhen

FC Barcelonas blot 17-årige Pau Cubarsí var i startelleveren, da Napoli tirsdag blev besejret og slået ud af Champions League.

Pau Cubarsí er lykkelig for sejren over Napoli, hvor han blev kåret til MVP.
Foto: Albert Gea/Reuters/Ritzau Scanpix

17 år gammel og en startplads for FC Barcelona i Champions League – og så endda som midtstopper.

Det er, hvad Pau Cubarsí kan prale af, efter Xavi havde fundet plads til ham i FC Barcelonas Champions League-brag mod Napoli tirsdag aften.

Den unge Barca-komet fik efter slutfløjt endnu mere at glæde sig over, da han foruden en 3-1-sejr og videre avancement til kvartfinalerne også blev kåret til kampens spiller.

Efter slutfløjt tog FC Barcelonas egne kanaler sig derfor tid til at tage en snak med den unge Pau Cubarsí.

Her fortæller han blandt andet, at han blev guidet i, hvordan han skulle forsøge at stoppe Napolis målmaskine, Victor Osimhen.

– Jeg er glad for at kunne hjælpe holdet med at få en sejr. Jeg er virkelig glad for de muligheder, som træneren giver os. Vi prøver alle at gribe dem så meget som muligt. Alle, der kommer op (på førsteholdet, red.) giver alt, hvad vi har på banen.

– Jeg fik instrukser til, hvordan jeg skulle forsøge at stoppe [Victor] Osimhen. Vi var opmærksomme på, at vi skulle vinde uanset hvad, og vi gik på banen med ambitionen om en sejr.

– Fansene hjalp os meget, de var virkelig den 12. mand i aften (tirsdag, red.), siger den unge midtstopper blandt andet.

Pau Cubarsí fejrede sin 17 års fødselsdag tidligere på året.

Han kom til FC Barcelona fra Girona tilbage i 2018 og har siden taget turen op gennem klubbens famøse ungdomssystem.

Selvom det var hans første kamp i Champions League, så er Pau Cubarsí langt fra en ukendt skikkelse i den catalanske storklub.

Han har således ageret fast mand i det centrale forsvar i de seneste ni LaLiga-kampe.

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P