FA Cup

Eddie Howe om FA Cup: Vi er desperate

Det kører ikke ligefrem i Newcastle. Tirsdag aften måtte storklubben ud i straffesparkskonkurrence, før det lykkedes at slå Blackburn Rovers i FA Cuppen. Efter kampen satte Eddie Howe ord på klubbens ambitioner.

Eddie Howe er godt klar over, at hans Newcastle-mandskab ikke spiller på sit bedste niveau lige nu.
Foto: Andrew Couldridge/Reuters/Ritzau Scanpix

Ude af Champions League og nummer ti i Premier League.

Denne sæson har alvor været den svære to’er efter den omdiskuterede Saudi-overtagelse. Newcastles træner, Eddie Howe, kunne i weekenden se til, mens hans mandskab tabte 4-1 til Arsenal på Emirates.

Tirsdag aften var modstanderen på papiret noget mere overkommelig, da det gjaldt om at slå Blackburn Rovers i FA Cuppen. Men også her kom Newcastle i problemer.

Kampen måtte efter 120 minutter og en 1-1 stilling afgøres i straffespark, hvor Martin Dúbravka blev den store helt for Newcastle.

Efter kampen satte Howe nogle ord på de følelser, kampen havde efterladt ham med.

– Der er kun én følelse, der beskriver kampen, og det er lettelse. Det var en hårdt tilkæmpet sejr, som begge mandskaber virkelig gik efter, og ingen lavede nogen fejl, sagde Howe til BBC Sport efter kampen.

Også ambitionerne for Newcastle i indeværende sæson blev bragt op, hvortil Howe var hudløst ærligt.

– Den her sejr holder os inde i en turnering (FA Cuppen, red.), som vi er desperate efter at klare os godt i, og den får os også tættere på Wembley. Vi er kun en kamp fra Wembley, så forhåbentlig kan vi få en god lodtrækning.

– Målet i denne sæson er at vinde FA Cuppen og slutte så højt som muligt i Premier League, og denne sejr er forhåbentligt et rigtig stort skridt mod disse mål, uddybede Howe overfor BBC Sport.

Næste gang Howes Newcastle skal forsøge at spille sig tættere på de klare sæsonmål er lørdag den anden marts, når Wolverhampton slår et smut forbi St. James Park i Premier League.

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P