Tyrkisk Fodbold

Danskerscoring ikke nok for tyrkisk bundklub

Den tidligere Hobro-midtbanespiller Gökcan Kaya kom på tavlen i den bedste tyrkiske række, men det rakte ikke til point.

Gökcan Kaya scorede fro Pendikspor som tabte til Sivassspor.
Foto: Pendikspor

Det ser stadig ikke specielt godt ud for den tyrkiske sensationsklub Pendikspor.

Klubben der to år i træk er rykket op og derfor befinder sig i den bedste tyrkiske række, Süper Lig, ligger fortsat næstsidst.

Søndag var klubben på besøg i Sivas, hvor Sivasspor tog imod, og her fik gæsterne en god start, da dansk-tyrkiske Gökcan Kaya efter et kvarter bragte Pendikspor foran 0-1.

Føringen holdt kun i ti minutter, inden Sivasspor udlignede til 1-1.

I anden halvleg scorede hjemmeholdet yderligere tre gange, og Gökcan Kaya og resten af holdet må derfor rejse hjem til Istanbul-forstaden Pendik med et 4-1-nederlag i bagagen.

Scoringen søndag var Gökcan Kayas anden scoring i denne sæson – den 28-årige midtbanespillers første scoring faldt i starten af oktober, hvor det ligeledes var Sivasspor, der måtte indkasse en danskerscoring.

Også ved den lejlighed måtte den tidligere Hobro-profil se sig slået af Süper Ligs øjeblikkelige nummer seks.

Pendikspor er nummer 19 af de i alt 20 hold i den tyrkiske Süper Lig kun undergået af Istanbulspor. Selvom der er fire klubber, der rykkede ud af ligaen i denne sæson, så er der stadig håb for danskerklubben. I skrivende stund har Pendikspor blot to point op til Karagümrük på den rigtige side af nedrykningsstregen.

Gökcan Kaya er født og opvokset i Randers, og han tog også turen op igennem ungdomsafdelingen i Randers FC, inden han i juli 2015 skiftede til naboerne mod nord fra Hobro IK.

En enkelt sæson, i alt 22 kampe og en enkelt scoring blev det til i Superligaens 2015-16-sæson for himmerlændingen. Hans ene scoring faldt i Hobros 2-1-sejr over AGF – en sejr, der efterfølgende blev omstødt til et skrivebordsnederlag på 0-3 som følge af Hobros ulovlige brug af forsvarsspilleren Adama Tamboura.

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P