Luton-boss møder Klopp: En af mine favoritter
Luton står onsdag overfor en svær udfordring, når oprykkerne møder Jürgen Klopp og Liverpool FC. Og Lutons manager ser frem til mødet med tyskeren.
Manchester United i søndags, Liverpool på onsdag.
Premier League-oprykkerne fra Luton Town står overfor de store traditionsklubber i denne tid.
I søndags tabte oprykkerne til United, takket være en målopvisning fra Rasmus Højlund, men onsdag aften er der mulighed for genrejsning, når rækkens førerhold Liverpool venter på Anfield.
En svær kamp, men Lutons manager er optimistisk.
– I morgen (onsdag, red.) er en chance for os for at få nogle point, udtaler Rob Edwards ifølge BBC på pressemødet tirsdag.
– Det er en stor kamp og en fantastisk udfordring for os mod et stort hold, der er øverst i ligaen og på et fantastisk stadion. Det var en af de kampe, der stod øverst på listen i starten af sæsonen.
De to hold mødtes senest i november, hvor Luton lykkedes med at få 1-1 på Kenilworth Road. Onsdag aften er det Liverpool, der har hjemmebanefordelen.
– Det bliver en anderledes kamp. Liverpool er et fantastisk hold, både hjemme og ude, men Anfield er særlig for dem. De er ret stærke hjemme, og vi har ændret vores tilgang en smule siden den kamp (seneste opgør i november, red.).
Det bliver samtidig Rob Edwards sidste kamp mod Liverpools manager, Jürgen Klopp, der som bekendt stopper til sommer. Og tyskeren står højt på Luton-managerens liste.
– Han er en af mine favoritter, må jeg være ærlig at sige. Han har en fantastisk fremtoning, personlighed og karisma. Måden han leder sit hold og får dem til at spille på, med angrebslyst. Det har jeg altid elsket. De vil vinde og forsvare højt og aggressivt.
– Jeg håber ikke, det er sidste gang, jeg står overfor ham, slutter Lutons 41-årige manager.
Kampen mellem Liverpool og Luton fløjtes op klokken 21 og kan ses på TV3MAX og Viaplay.