Minamino gav Japan fin start på Asian Cup
Det japanske landshold fik en fin start på Asian Cup, da de slog Vietnam.
De var kæmpefavoritter forud for kampen, men nogen walkover blev det langtfra.
Japans 4-2-sejr over Vietnam var en pointmæssig perfekt start på Asian Cup for Samurai Blue, men ikke alt kørte som Shinkansen for japanerne.
Godt nok kom Japan foran i åbningskampen, da den tidligere Liverpool-spiller, Takumi Minamino, efter 11 minutter bragte østasiaterne foran 1-0, men Vietnam svarede tilbage, og efter 33 minutter havde de både udlignet og bragt sig foran 1-2.
Alligevel skulle japanerne gå til pause med en føring, da Takumi Minamino med sin anden scoring gjorde det til 2-2 kort før pausen, inden Stade Reims’ Keito Nakamura i første halvlegs tillægstid gjorde det til 3-2.
I en forholdsvis lige anden halvleg blev kampen først lukket efter 85 minutters spil, da Feyenoords Ayase Ueda på oplæg fra Real Sociedad-stjerneskuddet Takefusa Kubo gjorde det til slutresultatet 4-2.
Med sejren lægger Japan sig i spidsen for Gruppe d, inden gruppens to andre hold, Indonesien og Irak, mandag mødes.