Officielt: AGF siger farvel til Duncan
AGF har onsdag meddelt, at de tager afsked med australske Zach Duncan.
Det er fire og et halvt år siden, at han kom til AGF, men nu siger han endegyldigt farvel.
Australske Zachary Duncan drager videre fra den aarhusianske superligaklub, hvor han aldrig fik den succes, som parterne havde håbet.
I alt er det blevet til 27 optrædener i den hvide AGF-trikot for den 23-årige australier, som nu fortsætter karrieren i USA.
Det er USL-klubben, den næstbedste amerikanske række, Memphis 901 FC, hvor den tidligere mangeårige Premier League-målmand, Tim Howard, er sportsdirektør, der har skrevet kontrakt med midtbanespilleren.
Trods sine mange år i AGF er gennembruddet i Superligaen udeblevet for Zach Duncan, som har været hårdt ramt af skader undervejs. Blandt andet har han siddet ude i næsten et år med en korsbåndsskade.
Duncan havde kontrakt med AGF til og med 2025, og klubben melder ikke noget om, hvorvidt de modtager kompensation for at lade midtbanespilleren gå før tid.
Den amerikanske klub fra Tennessee har endnu ikke selv offentliggjort den australske nyerhvervelse.
Zach Duncan kom til AGF fra Brisbane i juli 2019, og fra september sidste år til og med juni i år var han tilbage ‘Down Under’, hvor han var lejet ud til Perth Glory. Her blev det til i alt 24 kampe og ét mål i en sæson, hvor Perth sluttede som nummer ni ud af den australske A-Leagues i alt 12 mandskaber.