3F Superligaen

Viborg-boss: Skadet målmand kan få os på transfermarkedet

Viborg FF's Lucas Lund er ude med en længerevarende skade, hvilket kan ende med at tvinge klubben på transfermarkedet efter en erstatning.

Viborg FF skal muligvis hente en ny målmand, efter Lucas Lund er blevet skadet.
Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix

2023 kunne ikke være sluttet meget værre for Viborg FF og Lucas Lund.

Årets sidste kamp bød på et midtjysk derby ude mod rivalerne fra FC Midtjylland, og sidst i første halvleg indtraf uheldet, da Lucas Lund i samme situation begik straffespark og blev skadet.

Viborg endte med at tabe 5-1, og Lucas Lund er sidenhen blevet opereret for en beskadiget knogle i sit ene håndled.

Der hersker endnu tvivl om, hvor lang tid skaden kommer til at holde den 23-årige keeper ude af spil, men hvis ikke han når at blive klar til sæsonstart efter vinterpausen, så vil Viborg FF handle.

Det bekræfter klubbens sportschef, Mads Agesen, overfor Viborg Folkeblad.

– Hvis scenariet bliver, at Lucas ikke er i spil til den første kamp – og at det er noget, som vi kender til i den nærmeste fremtid – så kigger vi på positionen og ser, om der er noget på markedet, som kan forstærke os på kort sigt, siger sportschefen.

18-årig Kasper Kiilerich og Lasse Schulz er de to øvrige målmænd omkring Viborg FF’s førstehold.

Med nederlaget i Herning overvintrer Viborg FF på ottendepladsen i Superligaen.

Her har man otte point op til Silkeborg IF på sjettepladsen.

Der resterer fem kampe tilbage af grundspillet.

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P