Målscorer Greve slår fast: Vi jagter guldet til foråret
Mathias Greve lukkede og slukkede søndag aften hjemmekampen mod Hvidovre og dermed også Brøndbys superligaefterår. Efter vinterpausen vil de jagte guldet.
Brøndby overtog søndag aften førstepladsen i Superligaen.
Placeringen kan være på lånt tid afhængigt af F.C. Københavns resultat mod AGF og FC Midtjyllands resultat mod Viborg senere i runden.
Uanset vil de blå-gule maksimalt være to point fra førstepladsen, når forårssæsonen starter, og derfor slår en af søndagens målscorere også fast, hvilke ambition de kommer fra vinterpausen med.
– Når vi ligger deroppe, kan vi lige så godt jagte alt det, vi kan, så vi kommer forhåbentlig stærkt ud til foråret og jagter guldet.
– Vi blev lidt bekymrede efter de første tre kampe, hvor vi havde tabt to. Vi er kommet stærkt tilbage, og jeg synes, at udtrykket har været stærkt i mange kampe, og det er dejligt at være med i toppen igen, siger Mathias Greve til Discovery+.
Mål og Highlights: Brøndby kørte Hvidovre effektivt over i første halvlegMathias Greve scorede selv 4-0-målet, der lukkede og slukkede søndagens hjemmekamp mod Hvidovre, og det var midtbanespillerens første mål, siden han først i maj 2022 scorede en overtidsudligning mod F.C. København.
– Jeg troede sgu ikke, at jeg kunne score mål mere, men det kan jeg åbenbart godt. Det er ved at have været for længe siden, så det var en dejlig følelse at score igen. Det er dejligt at score mål, den følelse har jeg virkelig savnet, lyder det fra Mathias Greve.
Selvom efteråret er overstået i superligasammenhæng, så mangler Brøndby fortsat to pokalkvartfinaler mod AGF i den kommende uge.