
Elyounoussi jokede med Bayern-stjerne: Dét sagde jeg til ham
Den norske offensiv hev efter kampen fat i tyskeren, der tidligere havde troet, at det var en anden Elyounoussi, der tørnede ud for de københavnske løver.

Der var overskud blandt F.C. København-spillerne efter kampen mod Bayern onsdag.
TV-billederne viste Mohamed Elyounoussi, der løb hen til Joshua Kimmich efter slutfløjtet, hvor han sagde noget til tyskeren.
Nordmanden fortæller efterfølgende til Viaplay, hvad han sagde til Bayern-profilen.
– Han beklager, at han tog fejl af mig og min fætter. Han sagde, at vi ligner hinanden meget, siger FCK-spilleren.
– Vi ligner også hinanden, så det var bare morsomt, slutter Mohamed Elyounoussi.

F.C. København hentede et kolossalt 0-0-resultat, da de onsdag besøgte Allianz Arena. Det gør, at københavnerne selv kan sikre sig videre avancement i Champions League, hvis de slår Galatasaray hjemme i Parken.
Det tyrkiske storhold drager mod Danmark tirsdag den 12. december.