Klopp bekræfter: Liverpool-stjerne skal under kniven – ventes ude i flere måneder
Liverpool må undvære en af klubbens helt store profiler i flere måneder, da det fredag er blevet bekræftet, at han skal en tur på operationsbordet.
Fredag eftermiddag har en ærgerlig nyhed meldt sin ankomst for Liverpool og en af klubbens helt store profiler, Andy Robertson.
Merseyside-klubbens tyske manager, Jürgen Klopp, kan nemlig på et pressemøde fredag fortælle, at der venter Andy Robertson en tur på operationsbordet og derefter en længere skadespause.
Meldingen kommer efter den skulderskade, som Andy Robertson pådrog sig i landskampspausen, hvor hans højre skulder gik af led efter en duel med den spanske målmand Unai Simon.
På fredagen pressemøde fortæller Jürgen Klopp, at man fra alle parters side havde håbet på, at man kunne undgå en operation. Men uddybende undersøgelser har vist, at der er brug for et indgreb.
– Beslutningen peger mod en operation. Der var en lille chance for, at han kunne undgå det, men efter at have talt med eksperter ser det ud til, at en operation vil være det bedste på den lange bane, fortæller Jürgen Klopp og fortsætter:
– Det betyder, at han vil være ude i et godt stykke tid. Jeg ved ikke præcist, hvor lang tid det bliver, men en skulderoperation er ikke nem.
Liste: Disse spillere har lavet flest mål og assists kombineret i Premier League de seneste 10 årSelvom Jürgen Klopp som udgangspunkt ikke kan sætte en tidshorisont på, i forhold til hvornår Andy Robertson igen vil være kampdygtig, så tyder meget på, at det bliver en længerevarende skadesperiode for skotten.
Ifølge det normalt troværdige medie, The Athletic, forventes det, at Andy Robertson må se til fra sidelinjen i 10 til 12 uger efter et sådant indgreb. Samtidig oplyses det, at det forventes, at Andy Robertson skal under kniven allerede i starten af den kommende uge.
Liverpool må derfor se bort fra Andy Robertson, når klubben lørdag møder Merseyside-rivalerne fra Everton på Anfield. Kampen fløjtes op klokken 13:30 og kan følges direkte på TV3 MAX og Viaplay.
Medie: Liverpool jagter ny sportsdirektør, men han vil til Bayern München