
Tottenham-boss: Vi har tilbagekøbsklausul på Harry Kane
Tottenhams Dnaiel Levy har tirsdag afsløret, at London-klubben kan købe Harry Kane tilbage fra Bayern München.

Harry Kane forlod denne sommer Tottenham, men en retur er ikke utænkelig.
Harry Kane-salget til Bayern München indbragte Tottenham cirka 100 millioner pund, hvilket svarer til cirka 865 millioner danske kroner, men i den aftale fik Tottenham indskrevet en tilbagekøbsklausul.
Det fortæller Tottenhams bestyrelsesformand Daniel Levy.
– Der er en tilbagekøbsklausul, lyder det helt kort fra Daniel Levy ifølge Evening Standard.
– Jeg vil gerne takke Harry for alt, han har gjort for os. Han er altid velkommen tilbage – Harry er et højtelsket og værdsat medlem af Spurs-familien, og han vil for altid være en del af vores historie, lyder det videre fra Levy ifølge den engelske journalist Alasdair Gold.
Hvornår tilbagekøbsklausulen træder i kraft, og hvor mange millioner pund den lyder på, melder historien på nuværende tidspunkt intet om.
Harry Kane er med sine 213 Premier League-scoringer nummer to på listen over alltime-målscorer i den bedste engelske række. Han har 47 mål op til Alan Shearers på førstepladsen, men måske er rekorden alligevel stadig indenfor rækkevidde for den engelske landsholdsanfører.