Schmeichel har fået Dolberg som holdkammerat: Har altid hadet at træne mod ham
Kasper Schmeichel fortæller i sit første interview med Anderlecht, at han altid har hadet at træne mod Kasper Dolberg - men det er ment som et stort kompliment.
Kasper Schmeichel skal fremover vogte målet i Anderlecht – også til træning.
Her bliver han holdkammerat med tre danske spillere i form af Anders Dreyer, Thomas Delaney og Kasper Dolberg.
Selvom den danske keeper glæder sig over at have kendte ansigter omkring sig i sin nye klub, så ser han nok lige dét mindre frem til at skulle ses med sidstnævnte, Kasper Dolberg, på daglig basis under træningerne.
I hvert fald fortæller han i sit første interview med Anderlecht, at han rent faktisk hader at træne mod Kasper Dolberg.
Det skyldes dog ikke, at han ikke bryder sig om den danske angriber – det er derimod Kasper Dolbergs færdigheder, som volder Kasper Schmeichel udfordringer.
– Jeg kender selvfølgelig de danske gutter, ligesom jeg også kender Jan [Vertonghen]. Det er rart at komme til en klub, hvor man ikke skal til at starte helt fra bunden, men i stedet løber ind i folk, som allerede har været en del af ens liv.
– Kasper [Dolberg] er en af de fyre, som jeg altid har hadet at træne imod, for han har hele pakken – det har han virkelig. Jeg håber, at han er en af dem, jeg kan hjælpe, mens jeg er her, for når man er med landsholdet, så har man ikke så meget tid sammen.
– Så er der selvfølgelig Thomas Delaney, han er en kanon fyr. Jeg har spillet med Thomas i mange år. Jeg kender ham virkelig godt personligt, så han er en fyr, som jeg ser frem til at bruge mere tid sammen med. Han er en leder, og sådan en type, der bringer energi både på- og udenfor banen. Han er typen, der sætter et eksempel.
– Ander [Dreyer] kender jeg lidt mindre til, men han har været omkring landsholdet. Jeg ser frem til at lære alle at kende, ikke kun de danske gutter. Det glæder jeg mig virkelig til, siger Kasper Schmeichel til Anderlechts hjemmeside.
Fra en Anderlecht-dansker til en anden: Morten Olsen roser Jesper FredbergKasper Schmeichel og Thomas Delaney er lige nu samlet med resten af landsholdstruppen, mens Kasper Dolberg og Anders Dreyer ikke har fået en plads på holdet denne gang. Du kan se hele landsholdstruppen HER.
Danmark spiller torsdag aften hjemme i Parken mod San Marino, inden Finland venter i Helsinki tre dage senere.