
Medie: Kontroversiel træneransættelse lurer i Dortmund
Dortmund er ikke ligefrem kommet flyvende fra land i den nye udgave af Bundesligaen, og man overvejer derfor nu en kommende afløser for cheftræner Edin Terzic.

Dortmund er fortsat ubesejret i denne sæson, men det er stadig ikke godt nok.
Med fem point efter tre kampe skulle den tyske storklub derfor nu gøre sig overvejelser om, hvem der skal stå i spidsen for holdet i fremtiden.
Det skriver Bild.
Den tyske avis mener nemlig at vide, man har fundet en afløser for Edin Terzic, såfremt resultaterne ikke snart kommer i Dortmund.
Der er her tale om Julian Nagelsmann, der har været ledig på arbejdsmarkedet siden marts, hvor han fik sparket hos rivalerne i Bayern München.
Julian Nagelsmann blev i kølvandet på sin fyring i Bayern München rygtet til klubber som Tottenham og Chelsea, men endte altså i sidste ende med ikke at lade sig hyre af de engelske storklubber.
Den 36-årige cheftræner nåede at stå i spidsen for Bayern München i 84 kampe over en periode på næsten to år.

Edin Terzic har været cheftræner i Dortmund ad to omgange, og blev senest ansat i stillingen forrige sommer.
Her måtte han i sidste spillerunde se det tyske mesterskab glippe, og Bayern München kunne i stedet fejre titlen som nationale mestre endnu en gang.