
Fulham henter belgisk landsholdsspiller – mindre konkurrence til Victor Kristiansen
Fulham har tirsdag præsenteret Timothy Castagne som ny spiller i klubben.

Fulham har været et smut i Leicester.
Her har man fundet sig en belgisk landsholdsspiller i form af Timothy Castagne.
Det bekræfter Premier League-klubben på sin hjemmeside tirsdag.
Den 27-årige højreback er blevet udstyret med en kontrakt frem til sommeren 2027 i Fulham. Der er mulighed for at forlænge kontrakten med yderliger et år.
Selvom han står noteret for langt størstedelen af sine kampe i Leicester på den højre back, så har han ved flere lejligheder også spillet backpositionen i den modsatte side.
Det er fra tid til anden gået ud over Victor Kristiansen, der gør sig på den venstre back i Leicester.
Det er dog ikke sikkert, at det overhovedet spiller en rolle for den tidligere FCK-back, der i disse dage rygtes til italiensk fodbold.
Den nyslåede Fulham-spiller fortæller selv i forbindelse med skiftet, at han har måttet væbne sig med tålmodighed undervejs.
– Det er virkelig rart. Det har været en langt transfervindue, men nu er jeg her endelig, og jeg er glad for at være her.
– Det er en stor lettelse. Jeg har talt med manageren [Marco Silva] og jeg kan ikke vente med at komme i gang med både træning og kamp, siger Timothy Castagne.

Timothy Castagne slog i sin tid igennem i KRC Genk som 18-årig, inden turen i 2017 gik til Atalanta.
Efter tre år i Bergamo-klubben blev han hentet til Leicester, som han har tørnet ud for i de seneste tre sæsoner.
Han nåede i alt 112 kampe i Leicester, som han altså var med til at rykke ned fra Premier League med i forrige sæson.
På det belgiske landshold har han 33 kampe under bæltet.