
Medie: Arsenals nyindkøb frygtes ude i flere måneder
Det var ikke den Premier League-start, den hollandske forsvarsspiller havde håbet på.

Jurrien Timbers Premier League-eventyr startede på uheldig manér.
Den nytilkomne hollænder blev udskiftet med en skade efter 50 minutter i debuten i Arsenal-trøjen, da Nottingham Forest gæstede Emirates lørdag.
Den hollandske forsvarsspiller kostede London-klubben i omegnen af 346 millioner kroner, da han skiftede Ajax ud med ‘The Gunners’ i dette transfervindue.
Nu skriver det britiske medie Daily Mail, at Timber frygtes ude i flere måneder.
Den centrale forsvarsspiller har gennemgået adskillige test og scanninger i knæet for at finde ud af skadens omfang.

Her skulle Arsenals lægepersonel være bekymrede for, at der er tale om en skade i knæets ledbånd, der vil holde den nyerhvervede hollænder ude i flere måneder, skriver Daily Mail.
Arsenal vandt lørdagens kamp med 2-1 over Nottingham Forest. ‘The Gunners’ spiller næste kamp ude mod Crystal Palace mandag den 21. august, hvor Mikel Arteta sandsynligvis må se bort fra Timber til truppen.