3F Superligaen

Kent Nielsen og co. kan gøre det onde ved AaB: Vi kommer 100 procent til at gå efter tre point

Kent Nielsen og resten af Silkeborg IF kan med en sejr over AaB lørdag sende nordjyderne ned i NordicBet Ligaen - og det går man efter.

Kent Nielsen, Silkeborg IF, AaB, Superligaen.
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Holder man med AaB, er der ingen grund til at klippe sin negle inden lørdagens kamp mod Silkeborg IF.

Det bliver nemlig en vaskeægte neglebidder, når nordjyderne hjemme mod forrige sæsons bronzevindere skal forsøge at sikre sig endnu en sæson i Superligaen.

Her skal der som minimum et enkelt point på kontoen for nordjyderne, hvis ikke nedrykningen skal være en realitet – og et enkelt point kan meget vel vise sig ikke at være nok, da AC Horsens og Lyngby i så fald skal spille uafgjort, for at AaB klarer frisag.

Går AaB og tror, at der er hjælp at hente i det gæstende Silkeborg-mandskab, som ikke har noget at spille for i tabellen, tager de grueligt fejl.

Også selvom Silkeborg-cheftræner Kent Nielsen har en fortid i AaB, hvor han var ansat i fem år.

Den garvede cheftræner har nemlig for stor respekt for situationen og turneringen.

– Vi har en enorm forståelse for det og en professionel medfølelse for både AaB, AC Horsens og Lyngby. I Silkeborg har vi selv prøvet det flere gange, så vi går ind til kampen i Aalborg på nøjagtig samme måde, som vi ville gøre til en hvilken som helst anden kamp. Vi vil gerne slutte godt af.

– Det er klart, at det ville have været sjovere, hvis AaB og SIF begge spillede for at opnå en medalje eller lignende, men sådan er virkeligheden nu engang ikke, og så må vi glæde os over den fremragende kulisse, der kommer i Aalborg.

– Vi kommer 100 procent til at gå efter tre point, og hvis nogen tror, vi ikke har motivation, så kan de prøve at se sidste kamp mod FC Midtjylland igen, siger Kent Nielsen til klubbens egen hjemmeside med reference til forrige runde, hvor det blev til en yderst seværdig 3-3-kamp mod FCM.

Kampen mellem AaB og Silkeborg fløjtes i gang lørdag klokken 14.00 i Aalborg.

Opgøret mellem AC Horsens og Lyngby Boldklub fløjtes i gang samme tid.

De forskellige scenarier: Sådan overlever AaB, Lyngby og Horsens i Superligaen

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P